Historien

Bofællesskabet Bøllingsø blev opført og indviet i 1989.

Fra den første spæde idé blev undfanget, til den første mursten blev sat, gik der cirka tre år. Undervejs i planlægningsfasen opstod der indtil flere kriser, som var tæt på at få projektet til at kuldsejle.

En af udfordringerne i startfasen var beliggenheden. Hvor skulle bofællesskabet ligge? Nogle af initiativtagerne boede i Silkeborg og ville gerne blive boende i det område, bl.a. på grund af job. Men da de henvendte sig til kommunen og den daværende socialdemokratiske borgmester, var der ingen interesse for ideen. Man ville hellere forsyne entreprenører med grunde – ikke en usikker bofællesskabsidé.

I den daværende Ikast kommune var der derimod stor lydhørhed for projektet, især hos den daværende Venstre-borgmester, og man fandt ret hurtigt en stor grund i udkanten af Engesvang, som kunne bruges. Engesvang var et udmærket kompromis, selv om det lå lidt vestpå, for der gik jo tog til Silkeborg, og grundene var betydeligt billigere. Venstre-borgmesteren var senere med til indvielsen.

Næste problem var finansieringen. Dengang i 1980′erne kunne man på særligt favorable låneordninger fra staten finansiere andelsboligbyggeri. Men der var en grænse for, hvor meget hver kvadratmeter måtte koste. Da det kom til licitationen, viste det sig, at bygmestrene ville have mere for byggeriet, end låneordningen kunne bære. Der er et berømt fotografi i bofællesskabets annaler af arkitekten Ingolf, som også var interesseret i at blive beboer, hvor han skræmt kigger op fra papirerne med entreprenørernes tilbud. Det så slet ikke godt ud!

Men det gik. Løsningen var, at nogle af de oprindelige byggeplaner blev droppet. Blandt andet var det meningen, at der skulle være fuld kælder under fælleshuset. Den røg.

Man købte også nogle billigere trævinduer, end det oprindeligt havde været meningen. Det skulle man måske ikke have gjort. Selvom de blev vedligeholdt meget flot – nogle af beboerne husker de første år som ‘maling og atter maling’ – er de fleste gået til. Siden har vi stort set skiftet alle vinduer og døre. Heldigvis er de nye vinduer finansieret; i det hele taget er andelsboligforeningens økonomi konsolideret meget bedre nu end dengang. Nogle af dem, der var med til at etablere bofællesskabet, siger at de var meget fattige i begyndelsen. Sådan føles det ikke i dag for nye, der flytter ind.

Da opførelsen af bofællesskabet gik i gang i foråret 1989, var ikke alle andele solgt. Men de, der var med på ideen, var så overbeviste om, at det nok skulle blive en succes, at de alligevel gik i gang. Så måtte de kollektivt dække udgiften, indtil det hele blev solgt. Det blev det heldigvis ret hurtigt derefter. Der var ret megen omtale i aviserne om projektet, som blev fremstillet som et pionerprojekt. Det siges blandt de ældre i bofællesskabet, at både Poul Nyrup Rasmussen og Per Højholt har lagt vejen forbi og befundet sig i vores fælleshus.

Men flere af dem, der var med til at undfange idéen, bor stadig i bofællesskabet. I tre ud af otte huse har der aldrig været udskiftning, i andre har der været en del. Folk er blevet gift (et par bogstaveligt talt på grunden, ude ved vores vold en smuk sommerdag), skilt (og er flyttet igen) og har undervejs selvfølgelig også fået en masse børn, hvor af mange er flyttet hjemmefra.

I begyndelsen var grunden helt bar for træer og buske – og meget forblæst. Det gik meget langsomt med at få tingene til at gro. Men nu er buske og træer vokset godt til og skal beskæres hvert år.

I det hele taget er det nok meget anderledes at være en del af bofællesskabet nu sammenlignet med i begyndelsen. I begyndelsen blev der holdt mange møder efter aftensmaden og i weekenderne om, hvordan bofællesskabet skulle fungere. Alt skulle defineres, normer etableres; og måske skulle personlige albuer og kanter også slibes af.

I dag er normerne blevet etableret, og hverdagen sat på skinner. Der er for eksempel en arbejdsmanual, som definerer alle de fælles opgaver, der er forbundet med at vedligeholde bofællesskabet i den stand, vi ønsker. Alle har arbejdsopgaver svarende til et bestemt antal point – det er meget retfærdigt og solidarisk tænkt.

Dermed ikke sagt, at normerne og praksis ikke diskuteres og laves om. Vi mødes på onsdagsmøder, temamøder og generalforsamlinger og ikke mindst helt uformelt i haven og alle mulige andre steder, hvor vi diskuterer nye ideer og muligheder for forandringer – så bofællesskabet bliver tilpasset nye behov og tider. Skal vi tage nedsparingslån? Hvordan skal cyklerne stå i cykelskurene? Skal vi have ladestandere til elbiler? Det er blot nogle af de mange spørgsmål, som har været oppe og vende.

Efter de første 30 år er der bred enighed om, at vi har fået etableret et meget velfungerende bofællesskab, som imidlertid hele tiden har behov for at forny sig.  Andre andelsboligforeninger fra firserne har siden sagt farvel til bofællesskabs-ideen. Men vi har en stærk og fælles overbevisning om, at tanken bag bofællesskabet skal fastholdes.

– godt naboskab med vilje