Andel til salg

Stort hus i velfungerende bofællesskab til salg

Andelen Peter Svinths Vej 96 er lige nu til salg. Andelen er et af de otte huse i bofællesskabet, som også omfatter et fælleshus, et stort udenomsareal med køkkenhave, hønsehus, terrasse, trampolin, shelter, carporte og meget andet.

Mandag til torsdag spiser alle bofæller aftensmad sammen i fælleshuset. Det er naturligvis tilladt at melde fra, hvis noget kommer i vejen. To bofæller står for maden, som en anden har købt ind til. Madlavning går på skift, så man typisk laver mad fire gange på seks uger.

I ferieperioder holder fællesspisningen pause. Til gengæld er der andre fælles arrangementer i løbet af året som nytårskur, fastelavn, hyttetur, Mortensaften, julehygge og desuden nogle weekender med praktisk arbejde ledsaget af god mad og samvær.

Bofællesskabet er velkonsolideret med en god økonomi, gennemprøvede rutiner og et fantastisk godt sammenhold.

Om boligen

Boligen er i halvandet plan på i alt 116 m2, der er bygget i 1989. Dertil kommer en god, tør kælder på 40m2. Se flere billeder nederst på siden.

Der er tre værelser + åbent køkken/spisestue samt to badeværelser, to pulterrum og et kælderrum.

På førstesalen (med trappe op fra køkken/spisestuen) er der to værelser, et badeværelse og en karnap med parketgulv, som er uopvarmet.

I stueetagen er der et stort åbent køkken og spisestue, et badeværelse, entré, gang og et værelse.

Kælderen rummer et stort opvarmet rum, som ikke er godkendt til beboelse, samt to pulterrum.

Huset er bygget med hvidskurede murstensvægge, og er meget højloftet. Gulvet i stuen og alle værelser er afhøvlede trægulve med hvidpigmenteret oliering. I køkken, gang og badeværelse i stueetage er der brun-orange klinkegulv med gulvvarme.

Til boligen hører også et skur, depotplads i fælles skur og carport, som er forberedt til el-ladestander.

Køkken, værelse, gang og badeværelse i stueetage er nyrenoveret i 2011. Hele boligen i stueplan og første sal er malet ad to omgange i 2011 og 2015. Trætilbygning med entre og karnap er nyrenoveret med træbeklædning udvendig og vinduer på første sal i 2022. Skabe i badeværelse i stueetage er nyrenoveret i 2022.

Andelens pris er 995.000,- kroner. Den månedlige boligafgift er pt. 5.354,-kr. Foruden huslejen dækker boligafgiften alle fællesudgifter for både bofællesskab og andelsboligforening, herunder udvendig vedligeholdelse, ejendomsforsikringer, tøjvask, fælles internet, fælleshuset (vedligehold, drift og forbrug), vedligehold og indkøb til udearealer osv.

I 2022 var den samlede udgift til vand, varme og el i boligen 1701,- kr. pr. måned.

Det er muligt at have husdyr efter aftale.

Overtagelse i vinter-forår 2023. Den præcise dato kan vi tale om.

Om bofællesskabet

Man kan få et godt indtryk af bofællesskabet og boligerne her på hjemmesiden, hvor der er beskrevet en del om faciliteterne, hverdagen, fællesskabet og beboersammensætningen. Aktuelt lige nu er det yngste barn to år og det ældste hjemmeboende barn syv år.

Du/I er selvfølgelig også meget velkomne til at kigge forbi og se huset, bofællesskabet og møde mine bofæller. Ring til mig og få en aftale på tlf. 6118 9118.Du/I er også velkommen til at maile martinsillasen@gmail.com.

Om processen med boligkøb

I praksis fungerer det på den måde, at du/I ser min andelsbolig, samt fælleshuset og udearealerne. Er du/I fortsat interesserede, deltager du/I i en fællesspisning, møder de andre bofæller og hører mere om at bo i Bøllingsø.

Det er vigtigt, at begge parter er afklarede om det nye naboskab, og at I ønsker at leve på den måde, som vi praktiserer som ”naboer med vilje”, som der står på hjemmesiden.

Det har vist sig at fungere rigtig godt i de foregående 30 år, som bofællesskabet har eksisteret. Hvis vi selv skal sige det, så er det et meget velfungerende og harmonisk bofællesskab. Der er stadig 3 huse, hvor beboerne stadig er de oprindelige fra 1989. Det siger noget om, hvor stabilt og velfungerende et bofællesskab, Bøllingsø er.

Jeg har selv boet her i 22 år.

Martin Krabbe Sillasen
Peter Svinths Vej 96
7442 Engesvang.

Mobil: 6118 9118
Mail: martinsillasen@gmail.com

Billede af Peter Svinths Vej 96
Køkken
Stuen ud til fællesareal
Stue ud mod haven
Trappe som fører ovenpå og ned i kælderen
Værelse på første sal
Værelse på første sal
Entré

Entréen som fører ind til det store, åbne køkken, stue, værelse og badeværelse (th.)

Kælderen med værelse

Kælder