Dagligdagen

Dagligdagen på Bøllingsø er ikke meget forskellig fra andres hverdag.

Morgen
Klokken er syv. Uden for høres de velkendte lyde af trippende sko på vej på arbejde og børn fræsende af sted i skole. Man ser skyggen af én, der er på vej ud for at se til hønsene. En kat trasker afsted. Solen står op hen over træerne.

Ved ottetiden er næsten alle biler væk. Næsten, fordi et par stykker er blevet pensioneret, andre arbejder hjemme eller foretrækker toget. Det giver den fordel, at man kan få vasket tøj i fælleshuset, uden at der er kø.

Eftermiddag
Sidst på eftermiddagen er mange vendt hjem fra arbejde og institution nu; hvis de ikke er på (forretnings-)rejse i København, Vordingborg eller Rusland. Hvis det er godt vejr, dumper nogle ned på en bænk i midterhaven med deres te og kiks, eller bliver i deres egen baghave for at få avisen læst.

Imens bliver klokken 16 eller 16.30. To bofæller mødes i fælleshuset for at lave mad. Der er købt ind, opskriften er lavet i sidste uge. Det er sådan set bare at lave maden. Med mindre man er kommet sent hjem fra arbejde. Så er der travlt. Maden skal jo være klar…

Aften
… klokken 18.15, sharp! Pludselig står der 12-17 sultne bofæller i fælleshuset. Hvis det er godt vejr, sidder vi udenfor, så er det mere afslappet. Nogle har måske gæster med. Andre skal have sat mad til side eller tager den med hjem.

Hvis der er fødselsdag, skal der synges fødselsdagssang og gives gave. De voksne hænger også lidt længere ved bordene ved den slags lejligheder, for ved fødselsdage må man gerne byde på noget at drikke eller en dessert.

Efter maden drikker man kaffe i sofaerne og småsnakker lidt, hvis man har lyst og tid. Skriver måske madopskrifter til næste uge. Midtjyllands Avis bliver bladret igennem for lokalstoffet.

Onsdag aften er der fællesmøde med informationer, debat og beslutninger om dagligdagens mange spørgsmål.

… og senere
Klokken 19.30, sjældent senere, har madlaverne lukket og slukket i fælleshuset. Hvis der ikke er spist op, bliver resterne fordelt mellem hønsene og fryseren, hvor vi sparer op til en reste-buffet.

De, der skal lave mad næste dag, har forhåbentlig husket at tage noget ud af fryseren. Og så er den dag mere eller mindre gået på en helt almindelig hverdag.

Men så er der selvfølgelig alle undtagelserne. Fredag til søndag er anderledes. Da spiser man hjemme hos sig selv (når der ikke lige er mortensaften eller andre ting på plakaten). Og så er der selvfølgelig alle ferierne, hvor fællesspisningen er suspenderet.

Der er den fælles dagligdag på Bøllingsø – og alt det andet man gør for sig selv. De to ting supplerer på naturligste vis hinanden.