Hvor skal vi bo?

En af udfordringerne i startfasen var at finde et passende sted til bofællesskabet. Nogle af initiativtagerne boede i Silkeborg og ville gerne blive i området, bl.a. på grund af job. Men da de henvendte sig til kommunen og den socialdemokratiske borgmester, var der ingen interesse for idéen. Man ville hellere forsyne entreprenører med grunde – ikke en usikker bofællesskabsidé.

I den daværende Ikast kommune var der derimod stor lydhørhed for projektet, især hos Venstre-borgmesteren. Man fandt ret hurtigt en stor grund i udkanten af Engesvang, som kunne bruges. Engesvang var et udmærket kompromis, selv om det lå lidt vestpå. Der gik tog til Silkeborg, og grundene var betydeligt billigere. Borgmesteren var senere med til indvielsen.

Finansieringen

Næste problem var finansieringen. I 1980′erne kunne man på særligt favorable låneordninger fra staten finansiere andelsboligbyggeri. Men der var en grænse for, hvor meget hver kvadratmeter måtte koste. Da det kom til licitationen, viste det sig, at bygmestrene ville have mere for byggeriet, end låneordningen kunne bære.

Der er et berømt fotografi i bofællesskabets arkiv af arkitekten Ingolf, som også var interesseret i at blive beboer, hvor han skræmt kigger op fra papirerne med entreprenørernes tilbud. Det så slet ikke godt ud!

Hvor skal vi spare?

Men det gik. Løsningen var, at nogle af de oprindelige byggeplaner blev droppet. Blandt andet var det meningen, at der skulle være fuld kælder under fælleshuset. Den måtte opgives.

Man købte også billigere trævinduer, end det oprindeligt havde været meningen. Det skulle man måske ikke have gjort. Selvom de blev vedligeholdt meget flot – nogle af beboerne husker de første år som ‘maling og atter maling’ – er de næsten alle gået til.

Siden har vi stort set skiftet alle vinduer og døre. Heldigvis er de nye vinduer finansieret; i det hele taget er andelsboligforeningens økonomi konsolideret meget bedre nu end dengang. Nogle af dem, der var med til at etablere bofællesskabet, siger at de var meget fattige i begyndelsen.

Sådan føles det ikke i dag, for nye der flytter ind.

Historien om et pionerprojekt

Da opførelsen af bofællesskabet gik i gang i foråret 1989, var ikke alle andele solgt. Men de, der var med på ideen, var så overbeviste om at det nok skulle blive en succes, at de alligevel gik i gang. Så måtte de kollektivt dække udgiften, indtil det hele blev solgt. Det blev det heldigvis ret hurtigt.

Der var megen omtale i aviserne af projektet, som blev fremstillet som et pionerprojekt. Det siges blandt de ældre i bofællesskabet, at både Poul Nyrup Rasmussen og Per Højholt har lagt vejen forbi og befundet sig i vores fælleshus.

Men flere af dem, der var med til at undfange idéen, bor stadig i bofællesskabet. I tre ud af otte huse har der aldrig været udskiftning, i andre har der været en del. Folk er blevet gift (ét par blev endda gift her på grunden, ude ved vores vold en smuk sommerdag), skilt (og er flyttet igen) og har undervejs selvfølgelig fået børn, hvoraf første generation er flyttet hjemmefra.

Hverdag og vedligehold

I begyndelsen var grunden helt bar for træer og buske – og meget forblæst. Det gik meget langsomt med at få tingene til at gro. Men nu er buske og træer vokset godt til og skal beskæres hvert år.

I det hele taget er det nok meget anderledes at være en del af bofællesskabet nu sammenlignet med i begyndelsen. Dengang blev der holdt mange møder efter aftensmaden og i weekenderne om, hvordan bofællesskabet skulle fungere.

Alt skulle defineres og normerne etableres; måske skulle personligheder også finde hinanden for at få et samarbejde til at fungere.

I dag er normerne blevet etableret, og hverdagen er sat på skinner. Der er for eksempel en arbejdsmanual, som definerer alle de fælles opgaver, der skal løses for at holde bofællesskabet i den stand, vi ønsker.

Alle har arbejdsopgaver svarende til et bestemt antal point – det er meget retfærdigt og solidarisk tænkt.

Nye tider og nye behov

Normer og praksis kan dog altid diskuteres og ændres. Vi mødes på onsdagsmøder, temamøder og generalforsamlinger og ikke mindst helt uformelt i haven og alle mulige andre steder, hvor vi diskuterer nye idéer og muligheder for forandringer.

Det er vigtigt at tilpasse bofællesskabet nye tider og nye behov. Skal vi tage nedsparingslån? Hvordan skal cyklerne stå i cykelskurene? Skal vi have ladestandere til elbiler? Det er blot nogle af de mange spørgsmål, som har været oppe at vende.

Efter de første 35 år er der bred enighed om, at vi har etableret et meget velfungerende bofællesskab, som imidlertid hele tiden har behov for at forny sig. Andre andelsboligforeninger fra 80’erne har siden sagt farvel til bofællesskabsdelen.

Men vi har en stærk og fælles overbevisning om, at tanken bag bofællesskabet skal fastholdes.

Som i mange andre bofællesskaber, hvor folk ønsker at blive boende, har vi også set en udvikling, hvor gennemsnitsalderen langsomt blev højere og højere. Da flere yngre familier med små børn de seneste år er flyttet ind, er udviklingen nu i gang med at vende.