Hanne og Hans er initiativtagere til bofællesskabet og har boet her siden begyndelsen.
Hanne (H1), 55 år og Hans (H2), 54 år.
I: Hvad er tanken bag bofællesskabet Bøllingsø?
H1: Jeg synes, der var to tanker bag, som jeg husker det, og som jeg stadig synes det er. Den ene var en personlig, livsmæssig én med, at man skulle møde nogle andre mennesker hver dag, der hvor man boede. Den anden var sådan en ressource- eller økonomibetragtning med, at det er meget smart at dele en vaskemaskine. Og det er meget smart at lave mad sammen.
H2: … Det kan jeg tilslutte mig. Og punkt tre, hvad kunne det så være?
H1: Men man kan jo sikkert hæfte mange teorier på den der med det sociale, for det handlede jo også om det opsplittede liv.
I: Hvad var det egentlig for nogle diskussioner, I havde, da I startede det op? For det var I jo med til.
H2: Børnefamilierne kan jo let blive isolerede. Og det var et forsøg på at komme om ved det.
H1: Den kan udvides fra børnefamilier til alle aldre. Hvis man skal transportere sig fra, der hvor man bor, til der, hvor man arbejder, hvorfra man skal transportere sig hjem igen, så… Og hvis man så vil besøge venner, så skal man transportere sig en gang til. Og så er det vel også en eller anden nostalgisk drøm. Et landsbyliv, hvor folk er lige ved siden af, som kunne opnås ved at have et bofællesskab. Og så er der jo det, at når man skal lave et eller andet sammen eller have et forhold til mennesker, så er det jo nemmest at have det, hvis der er et eller andet, man er fælles om. Ud over at vi skal være vældig sociale. Og det er selvfølgelig alt det praktiske ved bofællesskabet. Eller børnene. Eller hvad man nu fylder i det. Fællesspisning. Den daglige praksis. Husenes vedligeholdelse.
H2: Så var det vel også, sådan som jeg husker det, et meget afgørende punkt, om ikke et krav, at det blev en andelsboligforening. Man kunne jo sådan set også have forestillet sig, at det blev en ejerforening. Men det var ikke så tillokkende. Det giver jo lidt mere, tror jeg nok, at det også er et økonomisk fællesskab. Vi var ude og se på en hel del bofællesskaber. Der var jo nogen af dem, der var ejer… Men det var måske også lidt i kombination med, at det så også var billigere.
H1: Det er en anden tankegang, der ligger i andelsboligbevægelsen.
I: I gør det til en pointe at man også deler ressourcer. Det har jeg ikke selv tænkt på.
H2: Ja, det er en af bærende ideer.
H1: Men den spiller ikke den store rolle, når bofællesskabet først er etableret. Så kører det jo bare på den led.
I: Var det en idé, der lå i tiden?
H2: I allerhøjeste grad. Der var jo den her bog, der hed Grænser for vækst. Der var en bevægelse, der gik på, at nu skulle vi ikke bare forbruge. Vi skulle være lidt sparsommelige.
I: Hvem skrev Grænser for vækst?
H2: Det er en meget gammel sag. Det var nogle amerikanere.
H1: Det var i 60erne. Det var nogen, der kaldte sig for Rom-klubben.
H2: Det var en bog, der gjorde stort indtryk både dengang og senere.
I: Jeg lagde mærke til, da jeg læste folderen fra 1989, der præsenterer bofællesskabet, at man taler for god udnyttelse af arealet. Ikke så meget asfalt og ting og sager. Gad vide om der lå lidt ideologi i det?
H1: Det der med asfalten: Jo, et eller andet med ideologi er det vel. Men det tror jeg også lige så meget er, at man så tit ser andelsboliger, der har lavet en stor indkørsel, og så er der husene, der har hver deres lille have udenfor. Bilerne fylder meget, så der bliver ikke meget plads til overs, som man kan være på. Så det er lige så meget en ‘vi vil hellere lege på græsset’- end ‘vi vil lege på asfalten’-tanke. Eller ‘have en have med nogle blomster’.
H2: Det er da nok klart at hvis man begynder at pille i det her, så var der en masse modreaktioner i det. Mod de mere konforme, traditionelle tendenser på daværende tidspunkt. Hellere græs end asfalt. Biler skal ikke stå lige uden for døren, de bliver gemt væk til siden. Og så var der også det der med, at vi prøver med en eller to vaskemaskiner i stedet for, at vi hver især har en.
H1: Og kernefamiliens isolation. Men hvad det så er for en bevægelse, det ved jeg ikke.
I: Men det er vel også lidt med at spørge: Hvad var tanken i udgangspunktet, og hvad er den så nu?
H1: Ja, det er da rigtigt. Men man kan også sige, i udgangspunktet var ressourcebetragtningen en del af vores tanker om det. Men jeg ved da ikke, om man så også kan påstå, at alle dem der flyttede herind, nødvendigvis havde den betragtning. Det tror jeg ikke, de havde. Heller ikke de første beboere.
H2: Nej, det er klart. Ingen kan leve op til summen af ideer og visioner. Men der var jo selvfølgelig også et mere idyllisk, landboagtigt mål. Der var jo hele kælderen under fælleshuset. Det skulle jo være viktualiekælderen med årets høst. Der skulle være værksted, og jeg ved ikke hvad. Der blev også ævlet meget om det fælles bilværksted. Et liv i sus og dus med masser af fritid, hvor man kan tage sig af ‘nyttig syssel’.
H1: Den der ressource- og nyttebevægelse kan du også se i hønsene, som skal spise affaldet og gøde køkkenhaven.
I: Ja, den lever jo i høj grad stadig. Man tænker da også på energi.
H2: Det er jo så et punkt, jeg synes er frygteligt nedprioriteret og i den grad udsultet, så det synes jeg lyder interessant.